Det er blevet mere og mere populært at tage på efterskole, men det er primært noget vi ser på antallet af nyligt optagne studerende. Man kunne selvfølgeligt fristes til at tænke, at det også er det eneste tal der betyder noget. Men er det ikke en smule underligt, at vi ikke ser denne voksende interesse for at tage på efterskole, når man laver spørgeskema-undersøgelser i de tidligere klassetrin? I årene før man er nødt til at træffe et valg omkring hvorvidt man vil på efterskole eller ej, virker det til, at de fleste danske skoleelever slet ikke laver den overvejelse. De fleste svarer enten ”Nej” eller ”Ved Ikke” på spørgsmålet om, hvorvidt de har tænkt sig at tage på efterskole efter enten 7. eller 9. klasse.
Men har det nogen reel betydning? Folk træffer jo valget i sidste ende, og det må jo være det vigtigste. Det er skam også rigtigt nok: men der kan være store fordele ved at træffe beslutningen tidligere.
En Efterskole kan være meget eftertragtet, og så er det en god idé at være tidligt ude om at ansøge. Det kan også være den efterskole man helst vil på har nogle specielle optagelseskrav, og dem skal du jo så gerne sikre dig, at du opfylder. Det kan være alt muligt, fra bestemte karakter-gennemsnit i bestemte fag, eller at du har været engageret i specifikke fritidsaktiviteter. Hvis du ansøger i sidste øjeblik så har du ikke nogen chance for at ændre på disse ting: så er det for sent. Hvis du derimod er tidligt ude at undersøge hvorvidt du vil på efterskole, og hvilken eller hvilke efterskoler der virker mest interessante for dig, så øger du dine chancer betydeligt for at du kommer ind.
Det giver også ro i sindet, og en god følelse i maven, allerede at have lagt planer for hvad man skal lave efter folkeskolen. Der kan være stress nok forbundet med at gå i skole, og her hjælper det virkeligt ikke, at man har en masse ukendte faktorer og ubesvarede spørgsmål flyvende rundt om sig. Ved at være tidligt ude behøver man ikke føle sig presset til at tage en hurtig beslutning, men kan i stedet overveje de forskellige muligheder i ro og mag. Man kan undersøge alle de forskellige efterskoler der lyder spændende, og stille og roligt finde frem til den helt rigtige.
Når man så ved hvad man har at se frem til efterfølgende, så kan man også rigtigt gå og glæde sig. De fleste oplever at de ser frem til efterskole-livet når de har skrevet sig op, og at det er en positiv form for energi og glæde de bærer rundt på. Jo før du tager beslutningen, jo længere kan du gå og have denne glæde og indre energi.